stil dig op ad muren, sebastian i drømme

jeg ligger søvnløs, og du er på vippen ved siden af med dit åndedræt

der løber vand op til naboen fra undergrunden

når jeg sniger mig ind til dig, forsøger jeg ikke at vække dig

ud af anstændighed selvfølgelig, og fordi jeg elsker dig

selvom en af grundene var nok

så kommer jeg ind i rummet på tæerne og er omhyggelig med ikke at smække med døren

det har været svært for mig at skulle ryge på gaden

jeg vil gerne ned til undtagelsen, hvad rygning indenfor angår

men det er svært, når det at ryge inden døre jo er det nærmeste, 

vi som art endnu er kommet på at holde fri og kunne arbejde samtidig

en bildør knirker og smækker blidt fra gaden

hvor er det godt at det er os der er endt med at ligge her selvom jeg kommer så sent

og du ligger med en arm over dynen og siger at du var vågnet alligevel

det har altid moret mig med folk der er vokset op på landet 

og skal betro nøjagtig samme hemmelighed

en sen nattetime de har tilbageholdt det sensationelle

ved at ryge ud ad et vindue, at måtte er en fryd, de beholder

hemmeligheden er denne

at de har gået i tanker om et kunstværk som skal bestå af en masse kasser

og rumme den utrolige nærhed der er i at vi mennesker er kommet til

at bo så tæt uden at mødes

prøv at høre efter engang, siger de, når du vil sove 

hvor tæt på alle de levendes lyde er

det levende undrer også mig

men at bo indespærret blandt andre føles er givent

min eneste inkarnation har været langt inde i en hule 

bortset fra hvad ejerforholdene angår

som at stirre ind i en stenmur

selv inde i det mørke har jeg boet til leje 

om en og samme ild

hvorfor at stå pissende midt i sin have 

føles som barbari