en fortælling om blindhed

en fortælling om blindhed, man forstår, at dette er dannede mennesker, for de har altid noge at sige hinanden. 

en mave, som arbejder forgæves, vågner tidligt. altanen overvrimlet med blinde og halte krabber, viftende med deres klodsede sakse, 

og akkurat i hovedhøjde for dig er der sol; der står du og ryger i profil med høretelefoner på og askebægret i din ledige, venstre, hånd — dine karelia pocket-smøger. med tiden begynder rygere i øvrigt at ryge med venstre hånd; det er ligesom med kniv og gaffel. hvis man skal skovle, ud af travlhed eller simpel trang, kan man selvfølgelig skifte til højre igen. 

hver halve time slår døren til en fransk altan op på den anden side af rua de são ciro, og ejeren tysser på sin gøende tæppetisser et par minutter, inden der bliver stille, og kort efter kommer flyet endelig til syne over tagryggene, og så bliver der atter stille, inden en bilradio … og så bliver der atter stille. et perfekt-paritetisk chiaroscuro også for høresansen, og desorierenterende. kun basilikaen lyser fortfarende, pløjet fri med al mulig himmel omkring sig. the destination is on your left, lyder det i øvrigt fra gaden nu —

nu slap de blinde, der havde nået trappeafsatsen, et vildt spektakel løs, der skulle tjene som magnetisk pol for den vildfarne i den neutrale zone. mælkehvidt så det ud, men han gik nu mere målrettet, opildnet i forskelsløsheden. på den anden side vajede sigtekornene under de grønne hjelme, inden der bliver stille