mit digt fra i dag om at overleve henter sit navn fra den samlede værdi af kobberet, der gemmer sig i en stærekasse

aqui não

det er hundredvis af duer der lægger an til landing

overalt omkring min tornekrone

og de ænser mig ikke

men for at blive denne dirren

kvit og igen kunne

tænke frit: … men der er kun en mur

af dag

og en bristet nervetråd

hjem

som havde jeg ved et uheld

halet en meterlang kriblende hvid orm

ud af mit bryst og var dejset om i badet

og træerne får blade

duften af benzin hænger ud ad autogaragernes 

lange gange, deres oplyste mørke, man ikke aner enden på

her forsvinder byen ja og byen nej

ind i sig selv

og der er ingen hjemme

ved fontænen lugter der af klor

det rene lyseblå vand

flyder over

ned i det beskidte bassin

mine tænder

mine tænder, brød og skuespil

mine tænder løber i klorvand

luften står stille men yder

kold modstand 

og jeg river børstige fjer ud af ryggen på mig selv

venlige-sjæles-blikke-på

den smule sod man endelig fik til at simre i kæften

forbarm jer over hinanden eller dø

kvækker 

skytsenglen for hinanden

ligesom halvkvalt

fra sin faste plads 

på bænken

og når der bliver rødt igen

danser han ud i overgangen for at jonglere med sine knive

dette festlige land og karnevallet vi netop når at få med inden hun må rejse