jeg kunne ikke skrive et digt version 2/udvidelse af ( ... og Mandelstams mantra tsitàta eto tsikàda var hurtigt, i folkemunde, blevet til tsitàta eto tsikùta)

 


æblet rådner i sin natblå skål, og det er en spinkel vokalise, 


som ville en negl hvine over din kind.

ville. altså, 


formiddag her over byen 

kan man altid høre flyene ankomme. en viola til at gnaske i 

som tyggegummi.


crashe igennem en stakkels trækrone: hvad så!


jamen man svæver, så tæt på jorden man næsten kan nå den, 

på hver sin bænk.


på skrænten endeløst 

— overstrøet med affaldne afspærringsbånd —


over ruiner paraboler, 


hjemfaldne. og jorden knaser. 

citatet er en cikade ...


nat bliver morgen: refluks. 

navnedryppende, koldt betændelsesspyt 


så det gyser i ordene.


afskalninger-af-dig  

isner med gisninger 


op mod lukkede øjnes glaspestbefængte spejlkabinetter. for at give et eksempel:

man ligger vågen og burde


beskrive, hvor skraldet hober sig op

i indgangspartier i marmor

som en anden kærlighedsyg

antropolog,


hvis knæ skælver. 

indfødt som han er i ingenmandsland


for ham skælver verden 

i enkeltdele, små roser af bly for eksempel,


over hvidt papir med hver sin rødforskudte skygge, af hvilke

de kønneste optegnes. 


sådan opretholdes tabet.     *      præcis som man ikke kan følge med i 


de tyrkiske nyheder, der kører i loop på 

babyblå og lyserøde vandpibesteder. 


æblet rådner i sin natblå skål, lidt som den, min mormor havde

ved siden af tv'et i skalborg. skalborg. 


bladlus ... sådan opretholdes, præcis som man ikke kan 




tabet, der kører i loop på tv'et i skalborg ... babyblå og lyserøde ... æbler, lidt som dem,




min mormor havde i sin natblå skål. 




på tyrkiske vandpibesteder ... sådan. bladlus. præcis som man ikke kan 




babyblå og lyserøde ... præcis ... ved siden af tv'et, præcis som man ikke 




kører i loop på æbler ... bladlus, sådan ... babyblå og lyserøde. (præcis som man ikke ... )




sin natblå skål. 


... og Mandelstams mantra 

(citatet er en cikade) var hurtigt, i folkemunde, 


blevet til (citatet er skarntydegran).

Kommentarer