sprogdigt (om kærligheden)

skrive indtil der kun er gentagelsen  

som at presse blod ud af en tulipan

rene lyse og tyndtflydende tempi 

et sprængt felt holdt sammen af 

gennemrustne rør — — 

 

det gærer så orange i dyndet dernede

hængepilen fletter sine knoklede fingre

timianen ruster i den knoklede jord

jeg kan ikke finde min gule lighter

skriften rækker frem mod gentagelsen 

en dag sanserne indeholder varmen 

og omfavner sig selv til sit eget sprog. 

 

blomstrende strømførende vand måske. 

jeg tegner grønne stjerner på håndryggen

mens jeg venter på dig, der står ved lyskrydset 

på den anden side af søen og formulerer en sms