dumhedens digt 2

det eneste slagsmål, jeg har været i, der fik jeg bare tæsk.

nede ved svævebanen, ultrakort.

han lignede en fugl i et bur, da han slog ud efter mig. og så var det overstået.

han fik mange ideer, den jagede dreng, i årene efter. 

en dag stod vi ude foran gymnasiet, da han lige ville sige farvel og så begav sig på longboard til paris

men fik skinnebensbetændelse i viborg.

et mindre kendt kemikalie

hvor der lige er én gren af det givne

molekylet, der er knækket af

det kan ske, og så er det lovligt, indtil nogen så opdigter en dækkende lov.

selv kan jeg huske, jeg spiste en appelsin som et æble;

simpelthen en beholder med vand i noget kød, tænkte jeg i hjernen

simpelthen eksplodere

selvet væk

og ved egen kraft

hive det frem

i lyset 

med fodpumpen

og op igennem vandhanen

så glitrende 

purt

et vitriol

en morgen tog han så sin heltedådsdosis,

han længe havde haft liggende på loftet i nørresundby,

ordineret i en morgendugfrisk liljekonval, og trippede i en uge,

og lod døren stå åben. tog ikke imod besøgende. gloede bare 

på himlen sejle forbi med mørket som baggrund

fra sin havestol.

skyerne forvandlede sig til vinbjergsnegle, dem nede på p-pladsen

ved eternitten, hvor vi stod og sparkede fodbolde op ad savtaget.

efter gymnasiet havde alle vennerne et års komparative studier for hppd

efter en tur i skoven fuld af lysninger 

en lille gåtur fra stationsbyen. på telemørketingjob 

havde de deres glasbonger liggende ude i bilen.

han er okay 

nu,

ser det ud til, han gør karriere i militæret, 

folk skriver tillykke og ikke

et ord mere med dannebrogsflag

og dog tænker mit hjerte på ham. 

vi er levende, vi er blevet 30

fordi de har krybende stængler og ikke er til at grave op,

må man simpelthen sprænge dem væk

inden jeg pyh, og

inden jeg 

døser totalt om, og mit hjerte 

atter-sparker vinduet ind for at få fat på førstehjælpskassen