som om alt i din poesi nu (fortsættelse af solen ... )

 som at jage sommerfugle med spyd, poesiens tusind lysende centre oplyser 

ikke en eneste seng, er ikke andet end

alt, der er, 

tilbage i mørket

omme på den anden side af huset

jeg hørte en oversætter forleden

fortælle om en harlequinromantisk bog: det fugtige mørke. 

dominanten, her — hans manddom —

og igen hèr 

skulle have stået en konklusion med alt

for højt balancepunkt. hvor jeg ikke hader 

den prosaiske vending i savnet

den grønne prik i appen, et påkørt trafiklys. jeg har morgenkvalme

og kigger på livet gennem et sigtekorn: frosne søer sorte

som asfalt — ude i grøftlandskabet. regn i togvinduet 

dersom 

støv i luftsystemet.    , forgrener sig.

i mørket.

*

hyld, lyng og alskens, det er da det samme ugræs som dengang

vi sagde: det er bare dejligt, mens det er muligt, her

over sommeren

stilkene bladløst op fra gruset imellem de to togspor på lyngby st. 

*

i går til koncerten, med vores ven, trommeslageren

hele andet sæt ledte han efter den ildflue, som var der lige før

i mørket.

*

spænede indad

elevatorlys i drømmenes batyskaf

*

mine øjne misser mod solen, som en unge i reden

venter på, stegte duer skal flyve ind i munden

ind i mørket på den