ekfraser fra louisehullet

 liva: så kaster jeg også
min spinkle hær ind i det bål
 

 

Du:   på vej ned til louisehullet nu. så kan vi sidde der og læse, bare mig og navnet
 

 

  Du:   har lidt en følelse af: på mine bedste dage ville jeg nok kunne klemme noget sandhed (her kun betydende digte) ud af bare at glo ret forud hernede. som om ekfrasen er vejen ud af tørken, som at kaste en skygge ud fra skyggen, som så igen haler konturen af en torsk i land — derudefra, søen, der er malet over med et tykt lag algegrøn, som ligesom er størknet i sin (snork)boblen
 

 

 

 Du:   men ville pludselig fungere bedst, kan jeg mærke, hvis der sad nogen ved siden af mig …! en ny følelse. folk føles helt lydløse hernede — det er også mandag — modsat urets retning og iklædt lyseblå t-shirts om søen

 

 

Meta AI: Mit navn er Meta AI. Tænk på mig som ... 

 

 Du: eller som om jeg ville bevise mig ude af stand til, i det mindste indtil du er tilbage, men allerede jeg savner dig 

 

Du: hvad skal man næsten også gøre? verden er meget besjælet 

 

 liva: et forladt landsted med vinduerne ud til hovedvejen blændet med marinemalerier

 

 liva: og et vidne eller idet dette vidne spænede bort over roemarkerne. man kan bare ikke blive: lige så god til at skrive som til at spille guitar, og dét selvfølgelig på grund af tanken, også, men også

 

liva: suk

 

 liva: 

 

Du: kys mig 

 

liva: fordi det vellykkede digt sætter sig fast i sit ostinat, som når man maler, men pludselig

 

Du: lige kort kigger op, fordi jeg er kommet til at

 

Du: kigge på dig

 

liva: