årets første mølårets første mølårets første mølårets første møl

                                     


                                    


grønne chatlys, dagslys og musik, tulipanerne 
på glasbordet holder tankerne inden for et mere end synligt farvespektrum, i vand til op over ørerne.     
men hvem holder øje med forvridningen, ikke mig,

nærlyspærerne herindenfor påfører mig? op klokken otte og i seng igen efter et stort glas vand 
klokken lidt over otte, er lykken, eller hvad det er,

det er i hvert fald et menneske! hvis et menneske
er det samme som et menneskes tanker; her står jeg
på en sky og er her, drømte som en sindssyg om 
                                            
så sent som i går til improvisationskoncerten: anden 
halvdel af settet ledte trommeslageren efter den                            
samme ildflue, som da havde været der lige før, 
den spænede indad, til den var ædt totalt af mylderet. 

                            〽

    på den anden side er spejlet grønt. jeg kunne ikke se det, intet — i et forsøg på at se bedre dække noget 

    til, tårer, for helvede, måtte stå af cyklen og ned 
    på hug i rabatten, fuld af lyng, tårer dækkede vejen 
    som knust glas, det hagler, solen skinner, og det sner. 

    det er så smukt. alleer og svalegange, sværd at falde tilbage på. prøv at gå ud at mærke luften om dine kinder, 
                                            men det gør jo ondt.

    dig og mig, kunstnervenner og vind, og den er kold, 
    i kapgang under ledninger, langs kolonnader af knoppede
    træer og videre ned ad et engdrag. ned til havnen.

    det regner, vinden blæser, der er ophold, og himlen er blå, så blå igen uden sol, og det hagler og hagler eller 
    sner, og så et ophold og. nu sner det og solen skinner.